AAU logo

AAU Alumni

Per Høberg - Uddannelsesleder på Frederikshavn Gymnasium & HF

Per Høberg - Uddannelsesleder på Frederikshavn Gymnasium & HF

Arbejdsformen på AAU har givet Per Høberg nogle kompetencer i forhold til samarbejdsrelationer, som han i dag meget nødigt vil være for uden. En præcis kommunikation og en grundliggende forståelse for andres udfordringer og synsvinkler er afgørende for ham.

Hvordan har jeg gjort brug af min uddannelse og AAU-kompetencer?

Jeg er uddannet cand.mag. i historie og tysk og gør naturligvis brug af en lang række kompetencer fra uddannelsen i forbindelse med undervisning i disse to fag på gymnasialt niveau.

En væsentlig del af mit nuværende job er imidlertid ledelse, administration og koordination. Især min uddannelse på historiestudiet har bibragt mig væsentlige kompetencer i forhold til f.eks. at skabe overblik over komplicerede stofområder, læse tekster intensivt og udlede det væsentligste, samt bibeholde et kritisk blik på alle partsindlæg.

Endvidere har arbejdsformen på AAU bibragt mig nogle kompetencer i forhold til samarbejdsrelationer, som jeg i dag meget nødigt vil være for uden. I mit nuværende job har jeg samarbejdsrelationer med 70 lærere, 550 elever, netværk på andre skoler, folkeskoler, erhvervslivet, ministeriet, øvrige ungdomsuddannelser, kommunale embedsmænd og meget mere. En præcis kommunikation og en grundliggende forståelse for andres udfordringer og synsvinkler er afgørende.
 

Mit bedste AAU-minde?

Projektarbejderne. Det at få lov til at fordybe sig intenst i spændende emner, sammen med ligesindede er mit bedste minde. Vejlederens krav skulle honoreres, og man skulle have svar klar, når der var opponentgruppemøder.
 

Hvorfor valgte jeg at læse på Aalborg Universitet frem for på et andet universitet?

Projektarbejdsformen var den vigtigste grund. Sekundært spillede geografien en rolle, da jeg er nordjyde.
 

Hvorfor valgte jeg den uddannelse, jeg gjorde, og ville jeg have valgt anderledes i dag?

Jeg valgte ud fra interesse og i mindre grad ud fra jobperspektiv. I dag ville jeg gøre det samme.
 

Hvad drømte jeg om som nyuddannet?

At blive lærer. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville undervise.
 

Mit hidtidige karriereforløb

Jeg har 8 års erfaring som folkeskolevikar og (i 2 år) fastansat folkeskolelærer og 10 års erfaring i undervisningssektoren (ungdomsuddannelser). Desuden har jeg 8 års erfaring som leder i de gymnasiale uddannelser. Derudover har jeg erfaring fra en lang række bestyrelses- og udvalgsposter i foreningslivet, hvor kompetencerne fra min uddannelse også har været i spil.
 

En typisk arbejdsdag for mig

Omfatter undervisning i historie og/eller tysk, vejledning af elever, planlægning af undervisning, koordination af flerfaglige forløb og diverse ledelsesopgaver.
 

Mine fremtidsdrømme

Jeg ser min fremtid i gymnasiesektoren. Jeg brænder fortsat for undervisning, skoleudvikling og det at arbejde med unge mennesker.
 

Hvad betyder det, at Aalborg Universitet fortsat har en interesse i mig efter endt uddannelse?

Det er vigtigt! For mig, som studerende, var det en vigtig inspiration at have kontakt til personer, der bruger deres uddannelse i praksis.
 

Har du et godt karriereråd til studerende og nyuddannede?

Du skal tænke din faglighed så bredt som muligt og tro på, at du har nogle kompetencer, som kan bruges. Som historiker ved jeg, at mine gamle studiekammerater beskæftiger sig med en lang række områder såsom undervisning, formidling, administration og forvaltning.

 

Blå bog for Per Høberg

Uddannelse på AAU: Cand.mag. i historie og tysk

Fakultetstilknytning: Det samfundsvidenskabelige- og humanistiske fakultet

Campustilknytning: Aalborg

Dimissionsår: 2008

Nuværende job: Uddannelsesleder på Frederikshavn Gymnasium & HF

 

På AAU Karrieres hjemmeside kan du læse en artikel om, hvordan Per med en målrettet indsats fik sit første job.