AAU logo

AAU Alumni

Morten Wethje Søndergaard - Trader hos Neas Energy

Morten Wethje Søndergaard - Trader hos Neas Energy

Som nyuddannet har man lagt et rigtig godt fundament for at blive kastet ud på arbejdsmarkedet. Men det er først efter, man er startet på sit job, at man virkelig lærer de kompetencer, som skaber værdi i erhvervslivet.

Hvad drømmer/drømte du om som nyuddannet? 

Som nyuddannet har man lagt et rigtig godt fundament for at blive kastet ud på arbejdsmarkedet. Men det er først efter, man er startet på sit job, at man virkelig lærer de kompetencer, som skaber værdi i erhvervslivet. Derfor drømte jeg om at få foden inden for hos en virksomhed, som først og fremmest har en kultur, der understøtte læring. En erhvervsmæssig kultur med fokus på læring ville give mig gode forudsætninger for at tilegne mig de kompetencer, som jeg mener er allermest brugbare i erhvervslivet.

I og med at en af mine højeste prioriteter var, at jeg kunne få mulighed for at fastholde en stejl læringskurve gennem jobbet, havde jeg hovedsageligt mit fokus rettet mod ressourcestærke virksomheder og især de virksomheder, som tilbyder Graduate-forløb. Det er jo svært at fornemme virksomhedskulturen udefra, men jeg synes det fortæller meget om en virksomheds kultur, når virksomheden opretter stillinger, hvor læring er det primære formål.

Under uddannelsen har jeg brugt rigtig mange timer på at tænke over, hvilke jobmuligheder jeg ville blive mødt med, når jeg blev færdiguddannet. Jeg havde en idé om, at jeg skulle starte jobsøgningen tidligt, men allerede inden jeg begyndte at være aktivt jobsøgende, blev jeg tilbudt et job. Gennem mit arbejde som Studentermedhjælper hos energihandelsvirksomheden Neas Energy fik jeg tilbudt en stilling som Trader, efter jeg var færdig med studiet. Da Neas Energy har netop den virksomhedsprofil, som jeg søger, var det en mulighed jeg bare ikke kunne sige nej til.
 

Hvad gjorde du for at forberede dig til livet efter studierne? 

Som nyuddannet var jeg i den særlige situation, at jeg allerede havde sikret mig en fuldtidsstilling hos Neas Energy, og umiddelbart efter studiet startede jeg som Trader. Jeg var egentlig allerede så småt startet i en deltidsstilling, mens jeg skrev speciale, så det gav mig en fordel i og med, at jeg jo kendte mine kollegaer og diverse arbejdsgange, allerede inden jeg startede på fuld tid. Dermed var mængden af nye indtryk som fuldtidsansat minimeret, og jeg oplevede en lettere overgang til min fuldtidsstilling end de fleste nyuddannede nok oplever. Det var en god måde for mig at forberede mig til livet efter studierne, da jeg allerede i løbet af tiden som specialestuderende fik mulighed for at tilvænne mig nogle af de mere praktisk anlagte arbejdsmetoder, som adskiller erhvervslivet fra studielivet.
 

Hvad er/var dine forventninger til arbejdslivet? 

Mine forventninger til erhvervslivet var, at jeg nok skulle lære at lægge de allertungeste analytiske briller en smule væk. Jeg ved, at en stilling som Trader kræver, at der bliver taget mange beslutninger, og at beslutningerne ikke altid kan gennemanalyseres fra ende til anden, som jeg ellers er opdraget med gennem Aalborg Universitets PBL-baserede tankegang. Det er der simpelthen ikke tid til, da diverse interessenter venter på den beslutning, jeg står over for. Indtil videre er denne forventning delvist bekræftet, synes jeg. I en dynamisk branche som energihandelsbranchen, skal beslutningerne en gang i mellem træffes hurtigt. Jeg kan godt lide at have det faktuelle grundlag på plads, inden jeg foretager en handel, således at jeg kan argumentere for de valg jeg træffer i markedet, og så mine beslutninger ikke blot bliver truffet på baggrund af en mavefornemmelse. På den måde er det også lettere for mig at gå tilbage og analysere min egen præstation. Ikke blot for at få svar på hvilke gode og dårlige beslutninger jeg har truffet. Men endnu vigtigere; for at få svar på hvorfor en given beslutning har været god eller dårlig. Dette giver i mine øjne et læringselement til beslutningerne, som er altafgørende i forhold til at blive en bedre Trader.
 

Hvordan oplevede du tiden lige efter, at du var blevet færdig på universitetet? 

Mentalt var jeg egentlig allermest spændt allerede et par måneder før jeg gik i gang med specialet, da jeg skulle starte på deltid med henblik på at skulle fuldtidsansættes umiddelbart efter endt uddannelse. Tankerne fløj gennem hovedet på mig. Både glæden over at starte op i en virkelig fed stilling, som passer ekstremt godt til mit temperament og til mig som person. Men også bekymringen om, hvorvidt jeg overhovedet havde noget at bidrage med i sådan en stilling – de direkte paralleller mellem trading verdenen og min kandidat i økonomistyring syntes jeg umiddelbart var svære at få øje på. Efter lidt betænkningstid kunne jeg dog se, at min bekymring ville være til stede, uanset hvilket job jeg skulle starte i.

I sådan en situation er det vigtigt at huske på, at man som nyuddannet skal bruge det første stykke tid i jobbet på at lære arbejdsopgaverne, og at arbejdsgiveren ikke forventer, at jeg kan bidrage med noget fra første arbejdsdag. Som nyuddannet har man jo blot lagt fundamentet for at blive en dygtig medarbejder. Mange nyuddannede tror, at de kan bidrage med et enormt kompetenceløft i en virksomhed fra den dag de bliver ansat. Men det er i mine øjne arrogant, hvis man som nyuddannet tror, at man kan gøre en forskel i en virksomhed inden man kender virksomhedens værdisæt, kultur og arbejdsgange, som med garanti er helt unikke for den enkelte virksomhed. Jeg tror på, at man skal gå ydmyg til værks og at den rigtige, fagspecifikke læring først starter den dag man får jobbet. Jeg ved, at min arbejdsgiver gør en dyd ud af at klæde sine medarbejdere på med de rette kompetencer, så jeg vidste, at jeg ville få mulighed for at opleve en enorm kompetencemæssig udvikling, hvis jeg valgte at tage denne udfordring op.
 

Hvad har overgangen fra at være studerende til at være færdiguddannet betydet for din identitet og selvopfattelse? Hvordan har du tacklet en evt. ændring? 

Egentlig føler jeg, at den største forskel er, at jeg er blevet en helt del ældre. Selvfølgelig er der gået 1 år siden, jeg blev færdig med studiet, men i min selvopfattelse er jeg nærmere blevet 5 år ældre. Med en fuldtidsstilling følger også et ansvar og nogle forpligtelser, som jeg ikke har været vant til at have før. Det kræver en smule tilvænning fra livet som studerende – men efter at have ramt arbejdsmarkedet, kan jeg klart mærke, at jobbet er det rette for mig.

 

Er du kommet i job?

Ja, jeg arbejder som Trader hos energihandelsvirksomheden Neas Energy, hvor mine primære opgaver er at handle med strøm i det nordiske strømmarked. Her handler jeg både spekulativt såvel som med kunder. Herudover handler jeg også andre finansielle produkter i form af CO2-kvoter og kul.
 

 
Hvor lang tid gik der, fra du dimitterede til du kom i job? Og hvordan oplevede du perioden som ledig?

Jeg nåede ikke at gå ledig inden jeg kom i job.
 

 
Hvordan har du oplevet overgangen fra universitetet til arbejdsmarkedet, og hvordan har du håndteret denne overgang?

Som studerende får man en luksus, som man sjældent værdsætter mens man studerer – nemlig at man får lov at dykke ekstremt dybt ned i en enkelt, ofte meget snæver problemstilling. På arbejdsmarkedet, hvor man i højere grad er resultatorienteret og ofte bliver presset af deadlines, skal der som regel mere overfladiske undersøgelser til for at nå frem til et tilstrækkeligt og brugbart resultat. Formålet med de undersøgelser man foretager på universitet er selve undersøgelsen og læringen i at foretage dem. Dette ændres på arbejdsmarkedet, da det nu er resultatet af undersøgelsen, der er i fokus, mere end selve undersøgelsen. Det kan give en lidt mere hektisk omend dynamisk hverdag, og det tror jeg er noget, der kræver en smule tilvænning fra livet som studerende. 
 

Arbejder du sammen med folk med en anden faglig eller uddannelsesmæssig baggrund? I så fald hvordan oplever du det?

Jeg samarbejder med kollegaer, som hovedsageligt har en økonomisk funderet uddannelse. Det gør, at vi i langt de fleste tilfælde taler samme sprog. Min udfordring med en baggrund som økonomistyringskandidat, er nok, at min uddannelse ligger i den blødere ende af uddannelser inden for det økonomiske spektrum. Diskuterer jeg eksempelvis med nogle kollegaer, som har haft et højere niveau af finansierings- og investeringsteori, kan min faglige viden komme til kort i nogle situationer, hvor det eksempelvis er en fordel at have en meget stærk matematisk eller statistisk viden. Omvendt har økonomistyringsuddannelsen gavnet min viden ift. andre dele af virksomheden, da mange af vores supportfunktioner er bygget op omkring de grundpiller, som økonomistyringsuddannelsen fokuserer allermest på, som eksempelvis omkostningsstyring. Det hjælper mig med bedre at forstå en masse af de problemstillinger, som mine kollegaer i virksomhedens øvrige afdelinger møder på daglig basis, hvilket klart giver nogle synergieffekter.
 

 
Hvad har du mest glæde af at have med dig i rygsækken fra AAU og hvad føler du, at du mangler?

Jeg tror helt sikkert, jeg har haft allermest glæde af gruppearbejdet. Gennem uddannelsen på Aalborg Universitet har jeg lært, hvad det vil sige at have ansvar overfor gruppen, hvordan man får gruppen til at fungere bedst muligt og selvfølgelig også at tage de konflikter, der opstår, når man arbejder i en gruppe. I dag findes der næsten ingen jobs, som ikke kræver, at man indgår som en del af en gruppe eller et team. Derfor har jeg nogle erfaringer med i rygsækken, som har været med til at give mig nogle vigtige egenskaber i forhold til at indgå som en del af en gruppe.

Hvis jeg skal pege på en ting, som jeg mangler fra min tid på Aalborg Universitet, er det flere praktiske erfaringer. Selvom man løser masser af virkelighedsnære cases eller kommer på virksomhedsbesøg, manglede jeg nok et længere praktisk forløb under uddannelsen. Et forløb hvor man har mulighed for at komme til at kende en virksomhed rigtig godt og lære hvordan dynamikkerne foregår på en arbejdsplads. Som de fleste andre på min årgang havde jeg dog et job som studentermedhjælper, og det gav mig den virksomhedsforståelse, som jeg savnede gennem studiet.
 

 
Har du gjort dig nogen erfaringer, som du vil give videre til studerende eller nyuddannede? 

Få et studiejob. Jeg læste på et tidspunkt en overskrift på en artikel, som lød noget i retningen af: ”Gå en karakter ned og et studiejob op.” Ikke fordi det ene nødvendigvis skal erstatte det andet, men man får bare en meget mere virkelighedsnær holdning til erhvervsmæssige udfordringer, hvis man har brugt et år eller to som studentermedhjælper i en studierelevant stilling. Så den overskrift kan jeg kun støtte op om.

 

Blå bog for Morten Wethje Søndergaard

Fødeår og –by: 1991, Nibe

Udannelse på AAU: Cand.merc i økonomistyring

Fakultet: Samfundsfagligt fakultet

Dimissionsår: 2017

Nuværende job: Trader hos Neas Energy