AAU logo

AAU Alumni

Michael Ryan Andersen - Chef for Internationalisering og Turisme, Københavns Kommune

Michael Ryan Andersen - Chef for Internationalisering og Turisme, Københavns Kommune

På CCG lærte Michael Ryan Andersen at ”se verden gennem andres briller”, og det er en kompetence, han i høj grad bruger i sit job som chef for Internationalisering og Turisme i Københavns Kommune. Her er det primære mål at gøre København attraktiv for såvel turister på kort ophold som for expats, der skal bo og arbejde i byen.

Hvad beskæftiger den afdeling, jeg er chef for, sig med?

Afdelingen har ansvaret for tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af internationale talenter i hele hovedstaden. Det drejer sig særligt om, at gøre Greater Copenhagen til et attraktivt sted for international arbejdskraft, deres medfølgende familier og internationale studerende. Opgaven består i at sikre services til målgruppen, så de, der vælger Greater Copenhagen som deres nye hjemby, nemt kan etablere sig, få job, bolig, internationale skoler, aktivt kultur- og fritidsliv mv.

Derudover har afdelingen ansvaret for udviklingen af servicen til turisterne. Her handler det på samme måde om at gøre Greater Copenhagen til et attraktivt sted for byens gæster, så de oplever det København, som de er rejst hertil for at se (sikre en autentisk oplevelse) og derfor kommer igen, anbefaler København som destination eller sågar vælger at flytte hertil pga. at den gode oplevelse.

 

Hvad er mine arbejdsopgaver, og hvordan de ligger i tråd med min uddannelse fra AAU?

Inden for begge områder er der særligt to opgaver, som er centrale: Den ene er at kunne forstå målgruppen og dens behov, ønsker og bevægemønstre, så man bedre kan udvikle services og tilbud til dem. Den anden opgave består i at finde de rette aktører – både offentlige og private og sikre partnerskaber med disse, så man kan løfte opgaven.

Min uddannelse har givet mig gode kompetencer i disciplinen at kunne ’se verden gennem andres briller.’ Det er helt centralt i min stilling, at man formår at stille sig i andre menneskers sko og forstå dem, og samtidig være opmærksom på hvad det er for nogle værdier, holdninger, tilgange mv., de finder interessante hos os. Hvad enten det gælder en expat, som skal bo og arbejde i hovedstaden i 5 år, eller en turist som skal være der i 3 dage, så gælder det om at invitere dem til at blive københavnere og tage aktivt del i byen. Derfor skal man kunne betragte sig selv – både indefra og udefra. Det er en kompetence, som blev grundlagt under mit studie.

En anden del af mine opgaver er af mere klassisk samfundsfaglig karakter, hvor man skal kunne forstå politik, samfundsøkonomi og samfundsstrukturer.

Netop kombinationen af den samfundsfaglige del og den sociologiske/kulturforståelsesmæssige del, som min uddannelse bestod af, har givet mig et stærkt kompetenceafsæt i det job, jeg har nu. Hvor den samfundsfaglige del gør, at jeg kan forstå strukturer, økonomi mv., sætter den kulturforståelsesmæssige del mig i stand til at forstå mennesker, deres relationer og reaktioner. Det er helt essentielt, når man arbejder med udvikling og strategi inden for services til mennesker med mange forskellige baggrunde.

 

Hvordan har mine arbejdsopgaver udviklet sig?

Opgaven om udvikling og strategi var klart defineret fra starten, men sammen med min leder har jeg været med til at præge den måde, hvorpå vi arbejder med udvikling, inddragelse af interessenter og tilgange til partnere. Som chef for afdelingen har jeg desuden været med til at præge tænkningen og tilgangen til udvikling hos mine medarbejdere – bl.a. ved at sørge for, at vi ikke ansætter folk med ensartet baggrund, men sikre en meget bred medarbejderstab (både ift. faglighed og personlighed). Forskelligheden er en styrke, når man arbejder med det felt, som vi gør. (Vi er lige så forskellige, som de målgrupper, vi udvikler til).

 

Hvilke ansvarsområder har jeg i mit job?

Som chef for afdelingen er det mit ansvar, at den udvikling og de strategiske projekter, vi arbejder med, rammer det, som målgruppen efterspørger (fx virksomheder, borgere, turister, universiteter mv.), og at der samtidig er en politisk opbakning til indsatserne. Derudover er det også mit ansvar, at vi på vores ansvarsområde er den foretrukne samarbejdspartner blandt både offentlige og private partnere. Endelig er der en lang række ledelsesmæssige ansvarsområder såsom budget, personaleansvar mv.

 

Hvordan bruger jeg de kompetencer, jeg tilegnede mig på AAU?

Det at være rundet af både den samfundsfaglige og den humanistiske tilgang er den kompetence, der umiddelbart står mest klart frem ift. min studietid. Derudover er der ingen tvivl om, at det at være en del af en international uddannelse, hvor man hele tiden indgår i diskussioner og samarbejder med folk, som tænker anderledes, også giver centrale kompetencer, som jeg kan relatere direkte til mit studie.

Endelig oplever jeg også, at den projekt- og problemorienterede tilgang, der er kendetegnende ved AAU også har været en stærk kompetence ift. at arbejde med udvikling, som netop er problemorienteret projektarbejde.

 

Mine fremtidsdrømme

Jeg håber, at en fælles indsats fra de mange aktører, som arbejder med at gøre Danmark til et attraktivt land, hvor både internationale talenter og besøgende ønsker at komme til og blive, kan sikre, at Danmark i fremtiden bliver en foretrukken destination både for arbejdstagere, studerende og besøgende. Det skal være nemt at komme til Danmark, og lige meget om man skal være her i flere år eller bare nogle dage, skal man føle sig velkommen.

I dag arbejder jeg på denne dagsorden i Københavns Kommune, og her er vi allerede nået et langt stykke af vejen. Det kan være, at mit fremtidige job skal være i staten, i det private erhvervsliv eller hos organisationer, hvis det er der, dagsordenen trænger til et skub i den rigtige retning. Om det er det ene eller det andet sted, er ikke vigtigt for mig. Det vigtigste for mig er at være et sted, hvor jeg kan være med til at gøre en forskel.

 

Mit karriereråd til studerende og nyuddannede

Mit råd til nuværende studerende eller nyuddannede er, at man ikke skal være så fokuseret på, om det er det ene eller det andet sted, man bliver ansat. Da jeg selv var nyuddannet, havde jeg en ide om, hvilke arbejdspladser, der arbejdede med det, som interesserede mig. Jeg havde absolut ikke en kommune i mine tanker. Men det viste sig, at netop det, der interesserede mig ift. internationalisering og talentdagsorden, i den grad er noget, som kommunerne (eller i hvert fald de større kommuner) har fokus på og mulighed for at påvirke.

Så mit råd er, at man skal forfølge den indsats eller det arbejdsområde, som man brænder for, og ikke stirre sig blind på nogle enkelte virksomheder – enten fordi de har et godt brand, eller fordi man ikke kender til andre virksomheder/arbejdspladser. Dernæst handler det bare om at kaste sig ud i det og finde ud af, om det nu også var det, man havde forestillet sig eller drømt om. Endelig skal man huske på, at ens videre jobforløb sjældent afhænger 100 % af ens uddannelsesbaggrund, men om den erfaring, netværk og de kompetencer, som man hele tiden udvikler gennem sit arbejdsliv.

 

BLÅ BOG FOR MICHAEL RYAN ANDERSEN

Uddannelse på AAU: Culture, Communication and Globalisation (engelsk/fransk)

Fakultetstilknytning: Det Humanistiske Fakultet

Campustilknytning: Aalborg

Dimissionsår: 2007

Nuværende job: Chef for Internationalisering og Turisme, Københavns Kommune