AAU logo

AAU Alumni

Geo – stand-up komiker og foredragsholder eller kunstner-gøgler

Geo – stand-up komiker og foredragsholder eller kunstner-gøgler

Christian Geo Heltboe, eller kort og godt Geo, har rødder i Aalborg-forstaden Gug, hvor han slog sine folder i folkeskolens teaterstykker. Han læste engelsk og dansk på AAU og debuterede i studietiden som stand-up komiker på Café Klostertorvet i midtbyen. Geo havde en ambition om at blive gymnasielærer i Aalborg og tjene lidt småpenge ved at optræde i ny og næ, for det der stand-up kunne man ikke satse på at gøre til levevej der i det forrige årtusinde. Men det gik som bekendt ganske anderledes…

Uddannelsen til et job med publikum og fast løn

Geo havde ret tidligt fået smag for at optræde, og han spottede muligheden for at optræde i undervisningssituationen, men samtidig gjorde han sig også nogle tanker om det at undervise:

”Jeg var vild med især engelsk litteratur og havde en del idéer til, hvordan man kunne gøre timerne en del mere inspirerende for teenagere. Jeg havde selv haft tilstrækkeligt med uinspirerende lærere på handelsskolen og ofte tænkt: "Dét må kunne gøres bedre."  Ja, jeg så egentlig lærergerningen som en kombination af at have et publikum (eleverne) og en daglig scene (foran tavlen) at optræde på – så for mig ville det være det perfekte job”.

 

Gruppearbejdet tiltrak

Med ambitionen om at blive gymnasielærer valgte Geo at læse engelsk på AAU. Det vejede tungt, at det var i barndomsbyen, og at boligsituationen for studerende var langt bedre her end i fx Aarhus og København. Geos storesøster læste på AAU, så han kendte til universitetet i forvejen, og studieformen tiltrak ham. Han fortæller:

”Ikke mindst tiltalte gruppearbejdet mig meget ved Aalborg Universitet. Den dag i dag ser jeg stadig gruppearbejdet som et gigantisk plus for unge på vej ud i (erhvervs)livet, hvor der skal samarbejdes på kryds og tværs”.

På engelskstudiet nød Geo at nørde med litteraturen, ligesom han blev ret begejstret for disciplinen oversættelse. Han ville for øvrigt vælge samme uddannelse, hvis han stod over for valget i dag.

 

Fantastisk studietid med pinlig optræden

Geo beskriver sin tid på AAU som fantastisk, og han fortæller, at den definerede ham mere som den, han er i dag. Det var her, han blev voksen og selv skulle tage ansvar.

Det var også i studietiden, at Geo begyndte at optræde med stand-up – et ret nyt fænomen dengang. Geo uddyber:

”Well, stand-up var jo stadig i sin spæde start, da jeg begyndte, så der var desværre ikke så store muligheder for at optræde. Dvs. jeg optrådte, hvis der var den mindste chance for, nogen gad høre på mig. Og desværre også hvis de ikke gad. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fejlagtigt besluttede at optræde for min storgruppe til vores julefrokost, uden de havde bedt om det”.

Geo har tidligere fortalt om lige præcis den optræden i Dybvads sofa. Videoen kan ses på Tobias Dybvads Facebook-side: https://www.facebook.com/tobiasdybvad/videos/10156641657811159/UzpfSTM1MzE4MTA4NDU2OjEwMTU1NDUxMjA4OTkzNDU3/

 

Til København med specialeskrivning og drømme

Tiden virkede ikke umiddelbart gunstig for stand-up, men alligevel valgte Geo at flytte til København i forbindelse med sin specialeskrivning for at se, hvor langt han kunne drive det med stand-up. Det skulle vise sig at være en klog beslutning, for tingene tog fart: Året efter flytningen vandt Geo DM i stand-up, og nærmest fra den ene dag til den anden kunne han leve af det. Han husker tilbage:

”At jeg pludselig var professionel stand-upper, kom lidt bag på mig. Da jeg vandt DM i stand-up i 2000 fik forskellige andre komikere og mediefolk øjnene op for mig, og jeg fik for alvor mit "folkelige" gennembrud med touren Den Ægte Vare, som jeg lavede sammen med Anders Matthesen, Mick Øgendahl, Carsten Eskelund, Jacob Tingleff og Rune Klan. Det gik over al forventning: Vi havde håbet på, at der kom 50-100 pr. show, men der var udsolgt på alle teatrene, og flere steder lavede vi ekstra shows og endte med at fylde Cirkusbygningen 4 aftener og sælge 120.000 dvd’er”.

Specialet blev aldrig skrevet færdig.

 

Stand-upper med syret udtryk og sjove lyde

Geo blev kendt for sit syrede og voldsomme udtryk – og ikke mindst for sin evne til at skrige som en påfugl. Han fik en del af sine ideer fra litteraturen:

”Idéerne kom ud fra min fascination af postmodernistisk litteratur. Jeg kunne godt lide at udfordre genren og lave fragmenteret stand-up. Der var ingen større tilfredsstillelse end at få folk til at grine af noget, de ikke helt vidste, hvorfor de grinede af”.

At få folk til at grine, det kunne Geo – men pludselig var der ikke længere noget at grine af: Geo havde fået kræft.

 

Et nyt og mere ægte udtryk

Geo var igennem et voldsomt forløb med operationer, kemobehandlinger og den angst, det medfører. Han udgav bogen ”Ikk’ for sjov – om kemo og comedy” om forløbet, og han vendte tilbage på scenen men med et markant anderledes udtryk. Han uddyber:

”Det skete helt naturligt, at mit stand-up udtryk ændrede sig. De forgangne 15 år før min kræftsygdom havde jeg haft et meget syret og voldsomt udtryk, og jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg kunne bare ikke se mig selv komme bragende ind på scenen mere og lave uforklarlige lyde. Jeg havde lyst til at dele min historie og måske inspirere, hjælpe eller bare få folk til at le en smule af den lortesygdom. For mig gav det ingen mening at fortsætte med at optræde, hvis jeg skulle fortsætte i samme rille som tidligere”.

 

Drengerøvene forsvandt

Geo var nervøs ved tanken om at skulle vise en personlig side af sig selv, men det var vigtigt for ham at formidle budskabet om kræft. Han mistede den del af publikum, der kom for at høre de sjove lyde – primært drengerøvene. Det gør ikke Geo så meget, for som han siger:

”Det var alt eller intet for mig. Jeg var ligeglad med, om dem, som kunne lide den voldsomme Geo, ville blive skuffede. Det er fordelen ved at have set døden i øjnene, så giver man ikke en skid for, hvad folk nu mener og ikke mener.”

Geo nyder stor anerkendelse for at dele sine erfaringer om kræftforløbet og livet bagefter gennem såvel stand-up og foredrag som i sine 2 bøger om emnet, ”Ikk’ for sjov – om kemo og comedy” og ”Hva’ så nu?”.

 

AAU-baggrund som ballast

Men den der næsten cand.mag. fra AAU – bruger Geo den overhovedet? Det spørger vi ham om, og han svarer:

”Jeg er af den overbevisning, at al uddannelse kan bruges på den ene eller anden måde. Bare dét at have en universitetsuddannelse, giver en som individ en ballast og selvtillid, som jeg tror, giver en mod til at springe ud i ting, man måske ellers ikke ville have gjort.”

Og han fortsætter:

”Siden jeg blev professionel komiker i 2000, har jeg bl.a. skrevet 3 bøger og 4 one man shows, været tekstforfatter på reklamer, manuskriptforfatter på tv-produktioner, ligesom jeg skrev bagsiden på Ekstra Bladet hver lørdag i 3 år i træk. Jeg har ligeledes optrådt med mit one man show Kemo & Comedy på engelsk på Leicester Comedy Festival. Om jeg ville kunne have gjort alle disse ting uden min AAU-baggrund, kan man jo kun gisne om. Men jeg har i hvert fald aldrig tvivlet på, om jeg kunne. Min manglende tvivl på egne kompetencer kunne være et aspekt, jeg burde besidde. Men som jeg lærte på engelskstudiet: Ignorance is bliss.”  

 

At kunne leve af drømmen

Geo er meget beæret over, at han kan leve af at være stand-upper, og fremtidsdrømmen er at kunne fortsætte med det. Han siger:

”Som kunstner-gøgler er fremtidsdrømmen at kunne fortsætte med at være kunstner-gøgler. Det tror jeg, det er for alle af min slags. Showbiz er nådesløst, og jeg er oprigtigt beæret over at kunne leve og betale husleje med drømmen. Var jeg blevet gymnasielærer, havde jeg ikke gået og bekymret mig over, hvor den næste husleje skulle komme fra, men dét at leve af sin drøm vejer al bekymringen op x 40. På det mere personlige plan er fremtidsdrømmen at få et barn med min nye kone. Jeg blev gift for 2. gang i september 2017, og jeg er jo efter kastrationer og kemobehandlinger lidt udfordret, hvad angår fertilitet. Så der skal der lige arbejdes lidt.”

 

Blå bog for Geo:

Job: Stand-up komiker og foredragsholder

Uddannelse på AAU: Næsten cand.mag. i engelsk og dansk

Fødeår: 1975

Fødeby: Aalborg