AAU logo

AAU Alumni

AAU Golf Championship 2018 er afholdt

AAU Golf Championship 2018 er afholdt

35 forventningsfulde og glade spillere deltog i dett års golfturnering for ansatte, studerende og alumner fra AAU.

Mandag den 2. juli 2018 var dagen, hvor slaget om AAU Golf Champion for ansatte, studerende og alumner, skulle slås. Turneringer blev afviklet i naturskønne omgivelser i Sebber Kloster Golfklub. Det er 6. gang at turneringen blev spillet. I år var et nyt tiltag, at også begyndere kunne deltage. 

35 forventningsfulde og glade spillere (heraf 11 begyndere) var klar ved 12-tiden til udlevering af scorekort og velkomst fra planlægningsgruppen ved Lotte Lindstrøm. Efter tee-off fik begynderne en times instruktion af klubbens Pro Kristian, og derefter en match på Par 3 banen.

Vejret viste sig fra sin bedste side med fuld sol og let brise. I modsætning til sidste år, hvor paraplyerne blev brugt til at skærme for regnen, blev de i år af mange brugt til at få let tiltrængt skygge.

De sidste par måneder med megen sol og næsten ingen nedbør, betød en anden farve på fairways end vanligt, men greens, der fremstod som en grøn oase længere fremme, var i superstand, som man kan forvente til AAU Golf Championship.

Efter matchen var der spisning og hygge på terrassen, hvor man kunne nyde en formidabel udsigt over Halkær Bredning. Afslutningsvis blev der uddelt præmier til vinderne i de forskellige rækker.

Der blev spillet i 5 rækker og vinderen i A-rækken, som får titlen som Årets AAU Champion blev Alexander Wilhelm Eckerdal fra Aalborg Golfklub med 79 slag.

Næste års golfturnering løber af stablen mandag den
1. juli 2019. Sæt allerede nu kryds i kalenderen.