Mads Lindholm – Erhvervspsykolog og partner i WICE

Mads Lindholm – Erhvervspsykolog og partner i WICE

Mads Lindholm husker særligt PhD-kurserne fra sin tid som PhD-studerende på AAU. Som PhD-studerende var han på kurser på mange forskellige universiteter, men på AAU oplevede han, at der ofte var en særlig stemning – måske en nordjysk lune kombineret med et meget højt fagligt niveau, som gjorde det både udbytterigt og sjovt at deltage.

Fortæl om en typisk arbejdsdag for dig?

Det typiske ved mine arbejdsdage er, at de er meget forskellige. Jeg driver en konsulentvirksomhed, hvor opgaverne varierer meget og veksler imellem længerevarende forløb, kurser, oplæg og en-til-en-sparringer. Hovedparten af opgaverne bringer på forskellig vis forskning i spil. I nogle opgaver handler det om undersøgelser eller research, der skal leve op til en høj standard, selvom resultaterne ikke nødvendigvis publiceres videnskabeligt. I andre opgaver kan det fx handle om at bringe den relevante viden og forskning i spil i forhold til den organisation, jeg samarbejder med.

 

Hvordan ser dit hidtidige karriereforløb ud?

Det kendetegnende for min karriere har været et samspil mellem forskning og praksis. Jeg har en baggrund som ErhvervsPhD, så helt fra starten har det handlet om at skabe en synergi imellem det teoretiske / forskningsmæssige og det praktiske og anvendelige. Både undervejs i min forskning og efterfølgende har jeg haft et stort samarbejde med både private og offentlige virksomheder, så et nøgleord har været anvendelsesorienteret forskning.

 

Hvor tæt er dit hidtidige karriereforløb på de karriereforestillinger, du havde under dit ph.d.-studie?

Jeg har ikke haft en decideret plan for, hvordan min karriere skulle forme sig – og det tror jeg i øvrigt, man skal være varsom med at have. Men jeg har haft et ønske om at arbejde med de områder, som jeg netop gør i dag – erhvervs- og arkitekturpsykologi – så på den måde forfølger jeg den drøm, der også drev mig ind i det akademiske univers.

 

Hvordan har du gjort brug af din ph.d.-uddannelse, og hvilke(n) af dine ph.d.-kompetencer har været vigtigst for dig?

Jeg oplever, at Ph.d.en som baggrund har flere aspekter: For det første skaber den en faglig ekspertise på det felt, man nu arbejder med. Derudover rummer forskningsbaggrunden også en træning i at arbejde med store projekter, planlægge og strukturere et stof, formidle og skabe nye relationer. Alle de aspekter bruger jeg på forskellig vis i mit arbejde i dag.

 

Hvad husker du bedst fra din ph.d.-studietid?

I starten af forløbet var det begejstringen over at kunne få det bedste fra akademia og erhvervsliv på én gang. I slutningen af forløbet husker jeg mest ønsket om at blive færdig!

 

Hvad er dit bedste minde fra AAU?

Jeg husker særligt Ph.d.-kurserne. Som Ph.d.-studerende er man på kurser på mange forskellige universiteter, men på AAU var der ofte en særlig stemning – måske en nordjysk lune kombineret med et meget højt fagligt niveau, som gjorde det både udbytterigt og sjovt at deltage.

 

Er der en underviser/kollega fra AAU, du specielt husker - og hvorfor?

Min vejleder, Christian Jantzen, husker jeg både for gode råd og for at blive ved med at tro på projektet - også når jeg ikke gjorde.

 

Hvad gjorde størst indtryk på dig under dit ph.d.-forsvar?

Det gjorde stort indtryk, at så mange var mødt op til forsvaret. Når man har arbejdet med et stof så længe, er det jo både dejligt at nå til slutningen – men også at andre viser en interesse for resultaterne.

 

Hvorfor valgte du at tage en ph.d.-grad, og ville du have valgt anderledes i dag?

Muligheden for at lave en ErhvervsPhD opstod, fordi jeg beskæftigede mig med et område, der var relativt nyt og uopdyrket. ErhvervsPhD’en lød som en spændende mulighed for at kombinere forskningen med at teste nogle ting i praksis. Jeg ville sikkert have gjort det igen, hvis jeg skulle starte forfra – men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at det er en hård proces, så man skal overveje det godt, inden man går i gang.

 

Hvilket råd vil du give nuværende ph.d.-studerende, der ønsker en karriere uden for universitetssektoren?

Det er vigtigt at skabe et godt netværk og bruge det aktivt. Der er mange muligheder for at møde det private eller offentlige erhvervsliv undervejs i Ph.d.-forløbet. Besøg virksomheder. Hold oplæg i forbindelse med Forskningens Døgn. Del din viden på de sociale medier. Mange virksomheder er meget åbne over for ny viden, og afstanden mellem akademia og verden uden for behøver ikke være så stor. Men det kræver, at man er god til at formidle sit stof, så det bliver tilgængeligt, og så det bliver tydeligt for andre, hvad de kan få ud af det.

 

Hvad er dine fremtidsdrømme?

At fortsætte med at arbejde i spændingsfeltet mellem forskning og praksis og skabe værdi for mine samarbejdspartnere.

 

 

Blå bog for Mads Lindholm

Fødested: Aalborg

Nationalitet: Dansk

Nuværende job: Partner i WICE

Uddannelse på AAU: ErhvervsPhD i strategisk indretning og arkitekturpsykologi, Cand. psych. og HD(O)

Fakultetstilknytning: Humaniora

Institut ved AAU: Institut for Kommunikation og Psykologi

Campus: Aalborg

Dimissionsår: 2012

Titel på afhandling: Strategisk indretning - Hvad betyder videnssamfundet for virksomheders indretning, og hvordan kan indretning anvendes strategisk?